Bag historien i ’DE FORBANDEDE ÅR – FREDENS PRIS’ ligger faktiske begivenheder fra tiden efter krigen. Nogle træder tydeligt frem, mens andre ligger mere skjult i baggrunden.
Her følger en gennemgang af nogle af de vigtigste begivenheder og nedslag i de temaer, der danner den historiske baggrund for ’DE FORBANDEDE ÅR – FREDENS PRIS’.
BEFRIELSEN
Fredag den 4. maj 1945 kl. 20.35 lød befrielsesbudskabet over BBC’s dansksprogede radiosender: Danmark (med undtagelse af Bornholm*) var atter frit.
Kapitulationen var blevet underskrevet tidligere samme dag på Lüneburger Heide ved Hamborg, hvor de tyske styrker i Nordvesttyskland, Holland og Danmark overgav sig til den britiske feltmarskal Montgomery. Kapitulationen trådte i kraft lørdag den 5. maj kl. 08.00.
Senere den 5. maj ankom den britiske generalmajor Richard Dewing med Royal Air Force (RAF) til Kastrup Lufthavn, hvor han blev modtaget af repræsentanter for modstandsbevægelsen og allierede officerer. Richard Dewing var leder af den allierede SHAEF-mission (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force) i Danmark, hvor han gennemførte den formelle overtagelse af magten fra de tyske myndigheder i Danmark. Som øverstkommanderende for de allierede styrker i Danmark var hans primære opgave at sikre en smidig tysk kapitulation, opretholde ro og orden samt assistere den danske regering i befrielsesdagene. Dewing besøgte Bornholm den 28.-29. juli 1945, hvor øen var besat af sovjetiske styrker.
SAMLINGSREGERINGEN
Umiddelbart efter befrielsen den 5. maj 1945 blev der dannet en samlingsregering, som spillede en central rolle i overgangen fra besættelse til fredstid.
Allerede under krigen havde der været flere forskellige konstellationer af samlingsregeringer. Ideen var at samle partierne på tværs af politiske skel og danne en regering, som kunne accepteres af besættelsesmagten, for at bevare et dansk politisk styre og undgå direkte tysk magtovertagelse. Efter augustoprøret i 1943 indførte tyskerne militær undtagelsestilstand, og regeringen trådte tilbage. I resten af besættelsestiden blev landet administreret af departementschefstyret, et embedsmandsstyre uden politisk regering.
Ved befrielsen var der behov for national samling. Modstandsbevægelsen havde stor folkelig opbakning, men ingen formel politisk magt. De etablerede partier ønskede at genoprette det parlamentariske demokrati. Løsningen blev en samlingsregering bestående af både politikere fra de traditionelle partier og repræsentanter fra Frihedsrådet.
Regeringen blev ledet af socialdemokraten Vilhelm Buhl og bestod både af politikere fra de traditionelle partier og repræsentanter fra Frihedsrådet, der repræsenterede modstandsbevægelsen. Buhl havde ikke meget til overs for Frihedsrådet, endsige for hele modstandsbevægelsens arbejde under besættelsen. Han havde blandt andet i en radiotale opfordret befolkningen til at angive medlemmer af modstandsbevægelsen.
Samlingsregeringen fungerede fra 5. maj til 7. november 1945. Folketingsvalget blev afholdt 30. oktober 1945.
FRIHEDSRÅDET
Den 16. september 1943 etablerede ledende modstandsfolk Danmarks Frihedsråd. Rådet samlede de største modstandsorganisationer og fungerede som koordinerende ledelse for den voksende modstandsbevægelse.
Frihedsrådet arbejdede på tværs af politiske skel. Kommunister, borgerlige og socialdemokrater samarbejdede. Medlemmerne mødtes ugentligt på skiftende tidspunkter og hemmelige adresser.
Efter befrielsen indgik flere af Frihedsrådets medlemmer i samlingsregeringen. Den 13. juli 1945 blev Frihedsrådet afløst af Frihedsbevægelsens Samråd som fungerede som et koordinerende organ for modstandsbevægelsen i efterkrigstiden, indtil det blev endeligt opløst den 1. oktober 1946. Bevægelsens politiske rolle ophørte dog gradvist i løbet af 1945–46
KNUD KRISTENSENS REGERING
Den 7. november 1945 dannede Venstres leder Knud Kristensen regering. Efter Socialdemokratiets valgnederlag ønskede partiet ikke at danne en mindretalsregering, og forsøg på en bred VKR-regering strandede på politisk mistillid, især mellem Radikale og Konservative samt modvilje mod Knud Kristensen. Resultatet blev derfor en ren venstreregering. Dermed indledtes mindretalsregeringernes æra i Danmark.
Ved folketingsvalget fik Danmarks Kommunistiske Parti et markant gennembrud med ni ekstra mandater, primært på grund af deres rolle i modstandsbevægelsen og opnåede 18 mandater. Partiet havde været forbudt siden 22. august 1941 som følge af kommunistloven, men forbuddet blev ophævet efter befrielsen.
En central opgave for regeringen var videreførelsen af retsopgøret mod landssvigere. Efter befrielsen var der vedtaget særlige love om landsskadelig virksomhed med tilbagevirkende kraft, og dødsstraffen var blevet genindført. Under Knud Kristensens regering blev retsopgøret gennemført i sin mest intensive fase. Tusindvis af danskere blev dømt for samarbejde med besættelsesmagten, herunder medlemmer af nazistiske korps, stikkere og værnemagere. Retsopgøret var juridisk og politisk omdiskuteret, men blev af regeringen betragtet som nødvendigt for at genoprette retsbevidstheden og skabe tillid til det demokratiske system efter besættelsen.
Danmark var økonomisk svækket efter besættelsen: lagrene var tomme, maskinparken nedslidt, handelsflåden reduceret, boligmanglen stor og landbruget udpint. Genopbygning blev nøgleordet. Den økonomiske politik kom i centrum, og finansminister Thorkil Kristensen, førte en stram linje. Skattelettelser var udelukket, og for at dæmpe den store pengemængde blev der udstedt statsobligationer og gennemført en engangsskat på krigens formuestigninger. Sammen med konfiskationslovene indbragte dette staten betydelige midler til genopbygningen.
Samtidig blev der arbejdet med landbrugets vilkår, handelsaftaler (bl.a. en treårig overenskomst med England), rationeringer og kontrol med valutaen. En liberal importpolitik førte dog til den såkaldte “valutapukkel”, hvilket tvang regeringen til nye indgreb og oprettelsen af et særligt Forsyningsministerium.
Trods Venstres liberale udgangspunkt fortsatte og udbyggede regeringen velfærdspolitikken. Pensioner blev forhøjet, sociale love moderniseret, og staten engagerede sig massivt i boligbyggeri for at afhjælpe den akutte boligmangel. Regeringen måtte konstant navigere i et Folketing, hvor et alternativt socialpolitisk flertal kunne presse den.
Knud Kristensens regering kom således til at præge Danmarks overgang fra krig til fred med både økonomisk genopretning, social reformpolitik og det endelige opgør med besættelsestidens samarbejde, alt sammen under vanskelige parlamentariske vilkår.
RETSOPGØRET
Efter befrielsen den 5. maj 1945 stod Danmark over for spørgsmålet om, hvordan man skulle håndtere dem, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Det retsopgøret blev gennemført i årene 1945–1950 og var et af de mest omfattende i et besat vesteuropæisk land.
Allerede i sommeren 1945 vedtog Rigsdagen en række straffelovstillæg, især Straffelovstillægget af 1. juni 1945, der gjorde det muligt at straffe handlinger begået under besættelsen. Lovgivningen havde delvist tilbagevirkende kraft, idet handlinger fra perioden efter 9. april 1940 nu blev kriminaliseret som landsskadelig virksomhed. Samtidig blev dødsstraffen midlertidigt genindført, selv om den havde været afskaffet i den almindelige straffelov siden 1930.
Formålet var at straffe personer, der havde ydet aktiv støtte til besættelsesmagten – herunder medlemmer af nazistiske korps (f.eks. Waffen-SS, Schalburgkorpset og HIPO), stikkere, torturbødler, clearingmordere og visse værnemagere. Opgøret omfattede også økonomisk samarbejde, hvor utilbørlig fortjeneste kunne konfiskeres.
- Omkring 30.000–32.000 personer blev interneret i de første måneder efter befrielsen.
- Ca. 13.500 personer blev dømt ved domstolene.
- Der blev afsagt 103 dødsdomme mod mænd og 2 mod kvinder i byretterne.
- 78 dødsdomme blev stadfæstet i højere instanser.
- 46 mænd blev henrettet ved skydning.
- 32 fik dødsstraffen ændret til livsvarigt fængsel ved benådning.
Henrettelserne fandt sted i Henrettelsesskuret på Christianshavn (i det område, der i dag er en del af Christiania) samt i Undallslund Plantage ved Viborg. Den første henrettelse fandt sted i januar 1946, og den sidste i juli 1950.
Retsopgøret var resultatet af et kompromis mellem Frihedsrådet og de etablerede politiske partier. Frihedsrådet ønskede et hårdt og hurtigt opgør, mens de traditionelle partier ønskede en juridisk forankret proces frem for summariske hævnaktioner. Lovgivningen søgte derfor at bringe opgøret ind under retslige former og forhindre vilkårlig selvtægt.
Alligevel indebar lovene et brud med klassiske retsprincipper, især princippet om, at ingen kan straffes med tilbagevirkende kraft (nullum crimen sine lege). Mange blev dømt for handlinger, som ikke havde været strafbare på gerningstidspunktet, men som efter krigen blev vurderet som skadelige for staten og nationen.
En særlig del af retsopgøret vedrørte værnemagere, dvs. virksomheder og personer, der havde tjent penge på leverancer til den tyske krigsmagt. Over 1.100 blev dømt efter værnemagerlovene, og betydelige summer blev konfiskeret. Kritikken har dog peget på, at mindre aktører ofte blev ramt hårdere end store virksomheder.
Siden har der været betydelig historisk debat om retsopgørets karakter. Jurister og historikere, herunder professor Ditlev Tamm, har fremhævet, at der var tale om mere end blot et juridisk opgør. Det var også et politisk og moralsk opgør, hvor samfundet ønskede at markere afstand til besættelsestidens samarbejde og genoprette retsbevidstheden.
De fleste vurderer i dag, at retsopgøret, trods dets juridiske brud og politiske pres, i international sammenligning blev gennemført relativt ordnet og kontrolleret. Det bidrog til at stabilisere demokratiet, men efterlod samtidig principielle spørgsmål om retssikkerhed og grænsen mellem ret og hævn, som fortsat diskuteres.
HØJFORRÆDDERI
Under retsopgøret efter befrielsen blev der vedtaget en række straffelovstillæg, især Straffelovstillægget af 1. juni 1945, som udvidede bestemmelserne om højforræderi og landsskadelig virksomhed. Lovgivningen gjorde det muligt at straffe handlinger begået fra 9. april 1940 og indeholdt elementer af tilbagevirkende kraft. Dødsstraffen blev samtidig midlertidigt genindført.
Bestemmelserne omfattede aktivt samarbejde med den tyske besættelsesmagt, angiveri og stikkeri, deltagelse i terror og clearingmord samt tjeneste i tyske eller tyskkontrollerede organisationer som Waffen-SS, Gestapo, Sicherheitsdienst (SD), Schalburgkorpset og HIPO-korpset. I praksis kom begrebet “højforræderi” til at dække et bredt spektrum af handlinger, der blev opfattet som alvorligt svigt af den danske stat og befolkning.
En vigtig forskel i retsopgørets praksis var skellet mellem handlinger begået før og efter 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, og regeringen trådte tilbage. Indtil denne dato fungerede Danmark formelt med dansk administration og en officiel samarbejdslinje over for Tyskland. Det betød ikke, at samarbejde med tyskerne blev anset som legitimt efter krigen, men i flere sager fik perioden før 29. august 1943 betydning for strafudmålingen.
Dette ses tydeligt i behandlingen af de såkaldte østfrontfrivillige. De første friville til Waffen-SS havde meldt sig inden angrebet på Sovjetunionen og var blevet smuglet over grænsen til Tyskland, da det på dette tidspunkt var ulovligt at melde til til Tysk krigstjeneste. Frikorps Danmark blev oprettet i juni 1941 med den danske regerings accept, og danske soldater kunne træde uden for nummer og bevare deres rangformelle tilknytning til hæren under tjeneste i tysk uniform. Efter krigen blev deltagelse i tysk krigstjeneste betragtet som landsskadelig virksomhed, og de fleste frivillige blev dømt, typisk til fængselsstraffe på omkring to år. Retten lagde vægt på, at de havde tjent en fjendtlig magts væbnede styrker, men der blev ofte skelnet mellem fronttjeneste mod Sovjetunionen og aktiv deltagelse i undertrykkelse i Danmark.
Anderledes forholdt det sig med medlemmer af Schalburgkorpset og senere HIPO-korpset, især efter 29. august 1943. Disse korps deltog i modstandsbekæmpelse, arrestationer, forhør, terroraktioner og i nogle tilfælde clearingmord og vold mod danske civile. Her blev handlingerne betragtet som direkte rettet mod danske landsmænd og det danske samfund. Straffene blev derfor generelt væsentligt hårdere, og i de groveste tilfælde, hvor der forelå medvirken til drab, tortur eller terror, kunne der idømmes dødsstraf.
Ikke alle, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, blev dømt. Nogle undgik retsforfølgelse ved at flygte, mens andre ikke kunne dømmes på grund af manglende beviser. Centrale tyske embedsmænd som rigsbefuldmægtiget Werner Best blev dømt ved dansk domstol, men fik senere dødsstraffen omstødt til fængsel og blev løsladt før tid, mens andre højtstående tyske ledere blev retsforfulgt uden for Danmark.
VÆRNEMAGERSAGERNE
En særlig del af retsopgøret angik det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten, de såkaldte værnemagersager. Værnemagerlovene, der ligeledes blev indført efter krigen, handlede om økonomisk samarbejde med besættelsesmagten.
Allerede under krigen havde danske virksomheder i vidt omfang leveret varer og tjenesteydelser til den tyske værnemagt. Dette skete ikke kun af egen drift, men også inden for rammerne af den officielle samarbejdspolitik, hvor regeringen søgte at holde produktion og beskæftigelse i gang. Netop derfor blev begrebet værnemageri vanskeligt at afgrænse efter krigen.
Efter befrielsen vedtog Rigsdagen flere love, der regulerede området. De mildere bestemmelser handlede om tilbagebetaling af utilbørlig fortjeneste ved leverancer til tyskerne. Disse sager blev i stort omfang administrativt behandlet af Revisionsudvalget for Tyske Betalinger, som gennemgik regnskaber og opgjorde fortjenester. Omkring 10.000 personer og virksomheder blev behandlet efter disse regler. Arbejdet strakte sig helt frem til 1959, og de samlede tilbagebetalinger beløb sig til cirka 318 millioner kroner.
De strengere værnemagerlove rettede sig mod grovere tilfælde, hvor der var tale om bevidst og betydelig økonomisk udnyttelse af besættelsen. Her kunne der idømmes bøder, konfiskation og i visse tilfælde fængselsstraf. I alt blev omkring 1.100 personer dømt efter de strengeste bestemmelser. Kun en mindre del fik ubetinget fængselsstraf; de fleste blev pålagt bøder og konfiskation af fortjeneste fra såkaldte “utilbørlige leverancer”.
I praksis viste det sig vanskeligt at fastlægge grænsen mellem legitim erhvervsvirksomhed og strafbart værnemageri. Den danske regering havde under samarbejdspolitikken ikke blot accepteret, men i mange tilfælde direkte tilskyndet produktion og handel med Tyskland for at sikre beskæftigelse og økonomisk stabilitet. Efter krigen blev det derfor et centralt spørgsmål, hvornår en fortjeneste var “rimelig”, og hvornår den var “utilbørlig”.
Kritikere har siden peget på, at retsopgøret på dette område til tider ramte skævt. Mindre virksomheder kunne blive dømt for manglende formel tilladelse, mens større virksomheder med betydelige leverancer ofte slap med økonomiske sanktioner. Flere principielle sager blev prøvet ved Højesteret, som i nogle tilfælde frifandt eller nedsatte straffe.
Værnemagersagerne illustrerer dermed et grundlæggende dilemma i retsopgøret: Hvordan skulle man skelne mellem nødvendigt økonomisk samarbejde under en besættelse og moralsk forkastelig krigsprofit? Opgøret blev mindre dramatisk end landsforrædersagerne, men økonomisk omfattende og administrativt langvarigt, og det kom til at sætte punktum for en central del af besættelsestidens økonomiske arv.
MODSTANDSGRUPPERNES SELVTÆGT
Under den tyske besættelse udgjorde stikkere, personer, der angav modstandsfolk til Gestapo eller det tyske sikkerhedspoliti, en alvorlig trussel mod modstandsbevægelsen. Fra foråret 1943, og især efter samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943, begyndte modstandsgrupper systematisk at likvidere personer, der blev anset for at være farlige angivere.
Beslutninger om likvideringer blev typisk truffet centralt i modstandsbevægelsen, særligt i organisationer som Holger Danske og BOPA, og skulle i princippet godkendes gennem Frihedsrådets ledelsesstruktur. Likvideringerne blev opfattet som en nødvendig krigshandling for at beskytte bevægelsen og forhindre yderligere arrestationer og deportationer. I alt blev omkring 400 personer likvideret, heraf cirka 10 procent kvinder. Langt størstedelen af drabene fandt sted i besættelsens sidste, eskalerende fase i 1944–45, hvor terror og modterror prægede hverdagen.
Likvideringerne var imidlertid ikke uden problemer. I enkelte tilfælde byggede afgørelserne på utilstrækkelige eller fejlagtige oplysninger, og der forekom fejltagelser. Den tiltagende brutalitet i besættelsens sidste måneder, med tysk modterror, clearingmord og Schalburgtage, skærpede konflikten og bidrog til en voldsspiral.
Efter befrielsen den 5. maj 1945 opstod der desuden tilfælde af selvbestaltet afstraffelse. I den første tid med magttomrum og stærke følelser forekom overgreb, ydmygelser og vold mod personer, der blev anset for kollaboratører. Selvom ledelsen af modstandsbevægelsen officielt søgte at skabe ro og overlade retsopgøret til de civile myndigheder, forekom der hævnaktioner og summariske indgreb i dagene omkring befrielsen.
Under det officielle retsopgør var myndighederne generelt tilbageholdende med at retsforfølge modstandsfolk for stikkerlikvideringer. Mange sager blev ikke systematisk efterforsket, og der blev kun rejst tiltale i et begrænset antal tilfælde. Den politiske ledelse ønskede at undgå et opgør med den bevægelse, der havde bidraget til Danmarks befrielse og legitimitet i de allieredes øjne. Fremtrædende modstandsfolk, herunder socialdemokraten Frode Jakobsen, tidligere medlem af Frihedsrådet, spillede en rolle i at sikre, at likvideringerne i vidt omfang blev betragtet som krigshandlinger snarere end almindelige drab.
I eftertiden har modstandsgruppernes selvtægt været genstand for betydelig historisk debat. På den ene side blev likvideringerne set som en tragisk, men nødvendig del af en ulige kamp mod en brutal besættelsesmagt. På den anden side rejser de principielle spørgsmål om retssikkerhed, proportionalitet og risikoen for fejltagelser i en situation, hvor staten ikke længere havde monopol på magtanvendelse. Diskussionen afspejler den grundlæggende spænding mellem modstandens moralske legitimitet og de retlige principper, som det genoprettede demokrati efter 1945 søgte at værne om.
FREDENS PRIS
I foråret og sommeren 1945 vendte tusindvis af danskere hjem fra tyske fængsler og koncentrationslejre. Omkring 6.000 danskere havde været deporteret, heraf cirka 500 danske jøder, som blev sendt til Theresienstadt i 1943. De fleste danske jøder overlevede, blandt andet takket være redningsaktionen til Sverige i oktober 1943. Hjemkomsten blev organiseret med hjælp fra bl.a. Bernadotte-aktionens hvide busser, der i april 1945 havde evakueret skandinaviske fanger fra lejrene. Mange hjemvendte var dog mærket fysisk og psykisk for livet.
De tusindvis af personer der blev arresteret og interneret efter krigen, medlemmer af DNSAP, HIPO-korpset, Schalburgkorpset og andre, der havde samarbejdet aktivt med besættelsesmagten, blev interneret i interimistiske lejre som Frøslevlejren, der nu blev anvendt til omvendt formål.
En særlig humanitær udfordring var de omkring 200.000 tyske flygtninge, primært kvinder, børn og ældre, som i krigens sidste måneder var blevet evakueret fra Østpreussen og Pommern til Danmark. De blev indkvarteret i lejre, skoler og forsamlingshuse under tysk kontrol indtil kapitulationen. Efter befrielsen overtog de danske myndigheder ansvaret. Forholdene i lejrene var vanskelige, og i 1945 døde omkring 13.000 tyske flygtninge i Danmark, især børn, som følge af sygdom og underernæring. Flygtningene blev gradvist sendt tilbage til Tyskland i 1946-49.
Langs den jyske vestkyst havde den tyske værnemagt udlagt millioner af miner som led i Atlantvolden. Efter krigen blev omkring 2.000 tyske krigsfanger tvunget til at deltage i minerydningen under dansk kommando. Arbejdet var ekstremt farligt; over 150 tyske mineryddere mistede livet, og mange blev såret. Minerydningen fortsatte frem til 1947 og var en forudsætning for, at vestkysten igen kunne bruges civilt.
Politisk blev samlingsregeringen afløst af en ny parlamentarisk regering i november 1945. Det politiske liv normaliseredes gradvist, men var præget af retsopgør, nye magtbalancer og et styrket Danmarks Kommunistiske Parti. Økonomisk stod landet over for genopbygning: rationeringer fortsatte flere år efter krigen, og staten måtte føre en stram økonomisk politik for at undgå inflation og valutakrise. Samtidig tog udbygningen af velfærdsstaten fart, blandt andet gennem boligbyggeri og sociale reformer.
Danmarks overgang fra besættelse til fred var således ikke blot en festlig befrielse, men en kompleks og til tider smertefuld proces. Perioden var præget af retligt opgør, moralsk selvransagelse og politisk magtkamp, men også af en målrettet indsats for at genopbygge demokrati, økonomi og samfund.
* Selvom Danmark officielt blev befriet den 5. maj 1945, gjaldt det ikke Bornholm. Øen var fortsat besat af tyske styrker, og den tyske kommandant på Bornholm, general Gerhard von Kamptz, nægtede at overgive sig til de lokale danske myndigheder eller modstandsbevægelsen. Han erklærede, at han kun ville kapitulere til vestallierede styrker – ikke til Sovjetunionen.
Den 7. og 8. maj 1945 bombede sovjetiske fly (primært fra den baltiske flåde) de bornholmske byer Rønne og Nexø. Bombardementerne forårsagede omfattende ødelæggelser i bycentrene; flere hundrede bygninger blev ødelagt eller stærkt beskadiget. Mirakuløst var antallet af dræbte relativt begrænset – omkring 10 civile mistede livet – blandt andet fordi befolkningen havde søgt i beskyttelsesrum.
Efter bombardementerne kapitulerede den tyske kommandant den 9. maj 1945 kl. 00.00 til de sovjetiske styrker. Kort efter gik sovjetiske tropper i land og overtog kontrollen med øen. Bornholm kom dermed under sovjetisk militær besættelse, mens resten af Danmark blev administreret under britisk overkommando.
Den sovjetiske tilstedeværelse varede i næsten 11 måneder. I denne periode fungerede de danske civile myndigheder formelt videre, men under sovjetisk kontrol. De sovjetiske styrker beslaglagde materiel og overvågede havne og militære installationer, men greb i begrænset omfang ind i det daglige civile liv.
Gennem diplomatiske forhandlinger mellem Danmark og Sovjetunionen blev det aftalt, at de sovjetiske tropper skulle trækkes tilbage. Den 5. april 1946 forlod de sidste sovjetiske soldater Bornholm. Først da var hele Danmark reelt frit for fremmede tropper.
Bornholms særlige skæbne i maj 1945 minder om, at befrielsen ikke var ensartet i hele landet. Øens bombardement og efterfølgende sovjetiske besættelse blev et tidligt tegn på den nye stormagtspolitiske situation, der kort efter udviklede sig til Den Kolde Krig.
Kilder: Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940-1945, Claus D.A. Skaarenborg og Faktalink.dk (Jakob Heuseler: Besættelsen 1940-1945, 2020), Anders Refn og Jesper Christensen m.v.