DE FORBANDEDE ÅR er en episk fortælling i tre dele, der skildrer medlemmerne i Familien Skovs oplevelser, udfordringer og overbevisninger under krigen.
Bag historien ligger faktiske begivenheder fra krigen – og hvor nogle er meget fremtrædende, er andre mere skjult i baggrunden.
Her kan du læse en kort beskrivelse af handlingerne i de tre film.
DE FORBANDEDE ÅR 1 - SAMARBEJDE
Dette er første del, som foregår i årene 1940–1943, hvor regeringen opfordrede erhvervslivet til at samarbejde med besættelsesmagten.
Karl Skov er den succesfulde ejer af en stor elektronikfabrik, han er gift med Eva og har fem børn. De lever det gode, privilegerede overklasseliv på Strandvejen nord for København, da nazisterne besætter Danmark i april 1940. Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken, men for at beskytte sin familie og de ansatte begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Det bringer ham ind i et kontroversielt samarbejde med besættelsesmagten og medfører smertelige brud i familien.
DE FORBANDEDE ÅR 2 - OPGØRET
Dette er anden del, som foregår i årene 1943–1945, hvor samarbejdspolitikken er ophørt.
Familien Skov er splittet. Sønnen Aksel, der tilsluttede sig Modstandsbevægelsen, er gået under jorden og fra at være en idealistisk amatør, udvikler han sig til at blive en hårdkogt partisan. Karl kæmper for sit livsværk og da samlingsregeringen kollapser, er han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien. Det sætter forholdet til Eva under yderligere pres, da hun har hele tiden har haft svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten.
Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien…
DE FORBANDEDE ÅR - FREDENS PRIS
HANDLING
Året er 1945. Krigen er endelig slut. Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov, og Karl og Evas ægteskab er tyndslidt. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv og undervejs ser målet om et nyt og bedre Danmark smuldre. Imidlertid samles Aksels søskende, Valdemar, Helene og Knuds enke Britta, om en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.
Filmen belyser et sjældent skildret kapitel i Danmarkshistorien – nemlig retsopgøret om placering af skyld og ansvar efter afslutningen af 2. verdenskrig. Anders Refn har i samarbejde med filmens hovedrolleindehaver Jesper Christensen skrevet manuskriptet.
Anders Refn har i samarbejde med filmens hovedrolleindehaver Jesper Christensen skrevet manuskriptet. De har begge 50 års jubilæum i år. Anders Refn på sin debutfilm Strømer, som samtidig var Jesper Christensens spillefilmsdebut.
ANDERS REFN
Anders Refn er født 8. april 1944 og er uddannet som instruktør på Den Danske Filmskole 1967-69. Han var i tiden herefter instruktørassistent og klipper på en lang række film herunder: Kære Irene (1971), Midt i en jazztid (1969), Præsten i Vejlby (1972), Den forsvundne fuldmægtig (1971) og Prins Piwi (1974) sammen med bl.a. Flemming Quist Møller, som sidenhen blev en fast partner.
Sammen med Flemming Quist Møller skrev Anders Refn spillefilmen Strømer (1976), der dermed blev makkerparrets første spillefilm og Anders’ debut som instruktør.
Strømer indledte en ny æra i dansk kriminalfilm med sin dynamiske billedstil og kritiske samfundsskildring. Samtidig introducerede filmen en moderne og realistisk spillestil. Filmen fik fremragende anmeldelser, trak et stort publikum og blev belønnet med 3 Bodilpriser. Strømer deltog i en lang række internationale festivaler og blev bl.a. solgt til Canada og USA.
Samarbejdet fortsatte med manuskriptet til filmen Slægten (1978), bygget på en roman af Gustav Wied. Sidenhen vendte de to tilbage med endnu filmatisering af en Gustav Wied roman, Sort høst (1993), som tematisk ligger op ad den første. Filmene modtog til sammen 5 Robertpriser og 2 Bodilpriser.
Mellem de to Gustav Wied filmatiseringer skrev og instruerede Anders Refn den anmelderroste De flyvende djævle (1985), som blev hædret med intet mindre end fem Robertpriser, inklusive prisen som Årets spillefilm.
Efter De flyvende djævle vender Anders Refn og Flemming Quist Møller tilbage med TV-serien Een gang strømer… (1987), baseret på hovedkarakteren fra debutfilmen Strømer. Historien skildrer vidt forskellige skæbner og sociale lag og skabte uhørt høje seertal (2.7 millioner seere). Serien Een gang strømer… satte helt nye standarder for dansk TV-dramatik og blev solgt over hele Europa. Udtrykket og stilen tog han med sig da han sidenhen var konceptuerende instruktør på DR’s prisvindende serie Taxa (1997), hvoraf han instruerede syv af seriens afsnit, som han ligeledes var medforfatter på. Hans sidste film som primær instruktør i mange år, blev novellefilmen Seth (1999), som vandt førsteprisen på Odense Filmfestival.
Kronen på værket for makkerparret Anders Refn og Flemming Quist Møller er familiekrøniken De forbandede år 1 (2020) og De forbandede år 2 (2022), som på behændig vis fortæller et stykke dramatisk danmarkshistorie med udgangspunkt i én familie og dens medlemmer under Anden Verdenskrig. De to film følges i 2026 op af De forbandede år – Fredens pris, som er skrevet i samarbejde med Jesper Christensen (Flemming Quist Møller døde i 2022).
Anders Refn og Jesper Christensen har begge 50-års jubilæum i år: Anders Refn for sin debutfilm Strømer, som samtidig var Jesper Christensens spillefilmsdebut.
Udover sine egne film har Anders Refn har været aditional director for bl.a. Lars von Trier på guldpalmevinderen Dancer In The Dark (2000), Dogville (2003), Antichrist (2009), Melancholia (2011), Nymphomaniac 1 & 2 (2013) og The House Jack Built (2018).
Derudover har han klippet over 140 film i hele Norden, England og Frankrig, bl.a. Mig og Charlie (1978) og Johnny Larsen (1979) for Morten Anfred, Breaking The Waves (1996) (Robertpris for bedste klip), Dogville (2003) (kort version) og Antichrist (2009) (Robertpris for bedste klip) for Lars von Trier samt Ginger And Rosa (2012) og The Party (2017) for Sally Potter.
Anders Refn modtog en Æres-Bodil i 2004 og har desuden vundet prisen for Årets Bedste Film 2020 for De forbandede år 1 ved 51st International Film Festival Of India, Goa.
ANDERS REFN FILMOGRAFI (som instruktør)
- STRØMER
Spillefilm 1976. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Flemming Quist Møller) - SLÆGTEN
Spillefilm 1978. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Flemming Quist Møller) - DE FLYVENDE DJÆVLE
Spillefilm 1985. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Sigvard Olsson) - EEN GANG STRØMER…
TV-serie 1987. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Flemming Quist Møller) - SORT HØST
Spillefilm 1993. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Flemming Quist Møller) - TAXA
TV-serie 1997. Konceptuerende instruktør. Episodeinstruktør og medforfatter på 7 afsnit (i samarbejde med hovedforfatter Stig Thorsboe) - SETH
Novellefilm 1999. Instruktør og Manuskript (i samarbejde med Jens-Martin Eriksen) - DE FORBANDEDE ÅR 1 – SAMARBEJDE
Spillefilm 2020. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Flemming Quist Møller) - DE FORBANDEDE ÅR 2 – OPGØRET
Spillefilm 2022. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Flemming Quist Møller) - DE FORBANDEDE ÅR 3 – FREDENS PRIS
Spillefilm 2026. Instruktør og manuskript (i samarbejde med Jesper Christensen)